I gamle dage var racen kendt som Dansk Landfår. Fåreracen var udbredt over hele landet, men blev efterhånden fortrængt og fandtes til sidst kun i de vestjyske klitområder. På den magre jord og i det barske klima, var racen nemlig de importerede fåreracer klart overlegen.

Allerede i middelalderen blev danske får blandet op med får fra udlandet., På den måde kom fårene til at se forskellige ud fra egen til egn.

Sidst i 1700–tallet startede en mere målrettet avl. Målet var at opnå en homogen race. Det lykkedes ikke helt.

Udenlandske racer, mest de engelske, vandt frem. Landfåret ville de færreste fåreavlere arbejde med. Derfor fik sidste eksemplarer af Dansk Landfår lov til at opretholde deres oprindeligt præg.

Dansk Landfår eller Klitfåret er et ret lille og let dyr med højt rejst hovede. Der forekommer undertiden horn hos vædderne. Hovedet kan være lyst, mørkt eller spættet. De spinkle ben og hovedet er uden uld. Ulden er i øvrigt rigelig og god, men det er ingen kødrace. Udover dets ekstreme nøjsomhed udmærkede klitfåret sig ved stor frugtbarhed. 3-4 lam hos samme får var intet særsyn.

Efter at den samlede bestand imidlertid til sidst var kommet ned på et halvhundrede dyr dalede frugtbarheden. Tvillingefødsler er blevet sjældne og ét lam er nu det normale.

Til afgræsning af følsomme, magre områder, er det lette får særdeles velegnet. Det klarer sig godt på områder, hvor mere krævende fåreracer har svært ved at finde føden. Dyrene er af naturen ret vilde og skal derfor helst gå på arealer af en vis størrelse.

Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet oplyser at der i 2020 er givet tilskud til 168 danske landfår.

Det Grønne Museum fortæller om Klitfåret