Røde køer giver sund mælk

Mælk fra gamle kvægracer åbner nye muligheder

Af: Nils Svalebøg

Århus Universitet fastslår: Mælk fra de gamle kvægracer er ekstra sund.

Mælk fra de gamle nordiske kvægracer er helt speciel. Mælken har en række sundhedsfremmende egenskaber, der langt overgår de konventionelle kvægracer. 

Det viser en aktuel undersøgelse fortaget af forskere fra Århus Universitet. De har for første gang nogen sinde undersøgt stoffet oligosackarider i de gamle, nordiske kvægracer. 

Oligosackarider er et stof, der har specielle bioaktive og sundhedsfremmende egenskaber. Oligosackarider er gode for immunforsvaret og fungerer som probiotika i tarmsystemet. 

Resultatet af undersøgelsen er opsigtsvækkende og positivt.

I en pressemeddelelse fra Nordgen, det nordiske genresourcecenter, beretter undersøgelsens ophavsmand, PhD-student, Anne Vuholm Sunds:

– De gamle kvægracer bærer på en meget bred genetisk mangfoldighed, hvilket ses i variationen af oligosackarider og sammensætningen af dem i deres mælk. Studiet viser også, at flere af kvægracerne havde et indhold af oligosackariderne, som langt overgik kommercielle racer. 

Otte lande indgik i undersøgelsen og kvægracerne der blev undersøgt var: Norsk Døla kvæg, Svensk Fjell kvæg, Østlig Finn kvæg, Islandsk kvæg, Vestlig Finn kvæg, Litauisk Sortbroget kvæg og Rød Dansk Malkekvæg anno 1970.

Undersøgelsen afslører et stort potentiale i en kommerciel udnyttelse af mælken fra de gamle, udryddelsestruede kvægracer. Mælken kan for eksempel anvendes i specielle helseprodukter, i mad og i modermælkserstatning. Mulighederne er mange. Samtidig kan en kommerciel produktion være med til at redde og bevare de gamle, udryddelsestruede, nordiske kvægracer.

Resultatet af undersøgelsen viser også vigtigheden af, at vi bevarer de gamle, husdyrracer og deres helt specielle egenskaber og gener. I modsat fald risikerer vi, at der sker en uoprettelig skade i forhold til vor mulighed for opretholdelse af fødevaresikring og folkesundhed.

I Danmark indgik den største danske besætning af Rød Dansk Malkerace anno 1970, Rendebjerggård, i undersøgelsen. Her besøgte Anne Vuholm Sunds og Ballazs Daniel Szekeres, i 2018 Jens Benzons besætning af røde køer. Forskerne tog en række prøver, der siden er analyseret i Californien.