Svinepesten breder sig hastigt. Sygdommen findes nu kun 375 kilometer fra den danske grænse ved Brandenburg i Tyskland.
Men svinepesten findes også i Bulgarien, Estland, Grækenland, Italien (Sardinien), Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Rumænien og Ungarn.
Rumænien er et af de lande der er hårdt ramt af pesten. Senest er en dansk svinefabrik i Rumænien blevet ramt, og 24 000 svin er blevet aflivet.
Fødevarestyrelsen opfordrer nu til at lastbilchauffører, jægere og landbrugsmedarbejdere der krydser grænserne skal være påpasselige.
– Derfor er det helt afgørende, at jægerne sørger for at rengøre tøj, fodtøj og jagtudstyr, at chaufførerne sikrer, at lastbilerne bliver ordenligt rengjort, efter de har afleveret dyr i en besætning, og at håndværkere og landbrugsmedarbejdere, som kommer fra udlandet til danske svinefarme – ikke tager animalske fødevarer med til Danmark. Problemet er, at smitten kan gemme sig i både jord under støvlerne, på våben og andet materiel samt i fødevarer som f.eks. spegepølse eller røget kød, forklarer Signe Balslev fra Fødevarestyrelsen.
